12. March 2016, kl. 03.00
Missionen fuldendt for Herre 2
OFC 2 skulle spille sæsonens sidste og vigtigste kamp i Gørding. Før kampen var Gørding placeret på en 5. plads, og OFC lige efter på 6. pladsen. 3 point adskilte holdene, og OFC skulle derfor vinde kampen for at erobre 5. pladsen, som også var målet for sæsonen.
1. periode var præget af et overtag til Gørding, og havde det ikke været for Kian i målet, kunne der nemt have stået 2-0 til Gørding. OFC fik stille og roligt mere styr på opspillet, og det resulterede i et mål , da Kenneth, lidt heldigt via Gørdings målmand, fik sat den ind fra bag mållinjen. Forarbejdet af Søren og Andreas var dog fremragende! Lidt ufortjent stilling efter første periode.
I 2. periode blev der lavet en smule om i kæderne og der gik ikke lang tid før det gav pote. Efter 4 minutter tog Kevin og Larz et frislag, som Kevin hamrede op i venstre hjørne (som han plejer). 7 minutter efter tog Larz en solotur igennem hele Gørdings forsvar og serverede bolden for bladet af Andreas der kunne score sit første mål i karrieren. Helt fantastisk assist af Larz, der er gået totalt assist-amok efter jul. 11 sekunder efter fik Søren serveret en fremragende pasning til Magnus, der iskoldt satte den i nettaget. 0-4! Et minut efter var Larz og Kevin igen på spil, og Kevin fik endnu engang sat bolden op i hjørnet. 0-5. Gørding var på dette tidspunkt frustrerede og tog nogle udvisninger som gav OFC et par powerplays, som de spillede rigtig godt, men desværre ikke fik scoret på.
3. periode bar meget præg af at OFC var foran med 0-5 og Gørding blev mere og mere frustrerede. Perioden var rodet med masser af brok og udvisninger. Gørding fik med 6 minutter igen reduceret lidt heldigt, via en afretning foran mål. Ærgerligt for Kian der havde fortjent at holde nullet i den kamp! Kampen sluttede med et mål, 4 sekunder før tid, af Kenneth, der dermed sikrede sig topscorertitlen foran Larz og Kevin som begge havde en fantastisk slutspurt i sidste halvdel af sæsonen! Kevin lavede 11 mål i sæsonen, som bak! Det er klubrekord.
Kampens spiller blev fortjent Kian, som igen var helt suveræn.