Odenses damer er videre i pokalturneringen!

03. September 2017, kl. 09.10

Odenses damer er videre i pokalturneringen. Inden turneringsstart stod Odenses damehold overfor Hjørring Hawks i 1. runde af pokalturneringen. Strategien for Odense var, at der skulle mange skud på mål. Inden kampstart overvældes Odense en smule af Hjørrings meget unge hold, samt at de stiller op med 16 spillere mod Odenses 10. En ny strategi bliver derfor, ikke at løbe sig selv ned alt for hurtig i kampen. Periode starter ud med, at begge hold ser hinanden lidt an og prøver at få en god start. Begge hold har nogle enkelte chancer, men det er Hjørring, der ligger det største tryk og er tættest på at få bolden i nettet. Dette lykkedes heldigvis ikke og 1. periode ender 0-0.
I omklædningsrummet er der fokus på, at få styr på defensiven, da Hjørring gerne vil have bolden ind over midten og ind i slottet. Samtidig er strategien for 2. periode klar, Odense skal gå hårdere til dem og presse dem mere, for at skabe flere boldtab fra deres side. Periode går i gang, og Odenses taktik med at presse Hjørring bærer frugt. Odense kommer hurtigere op og presser, hvilket skaber forvirring i Hjørrings opspil. Derved kommer Odense til flere skudchancer og 2. periode er mere ligeligt fordelt med chancer til begge hold. Odense har bl.a. et godt skud udefra, hvor Hjørring målmand akkurat lige får fingerspidserne på, samt en retur som Louise er lige ved at kunne prikke i mål. Her får Hjørrings målmand dog igen lukket af.
2. Periode fløjtes af, stadig med stillingen 0-0 og mange spillere har en følelse af denne kamp kan gå begge veje. Ved 3. periodes start ses kampen meget som i 2. periode med chancer til begge hold. Men efter 7 minutter af 3 periode får Odense bolden i nettet. Odense mister bolden bag Hjørrings mål, men kæmper for at få bolden tilbage. Hjørring prøver at få en lang pasning op langs banden som Sofie får brudt. Da pasningen brydes ryger bolden ind på Mayos sko og bolden havner igen ved Sofie som sender et skud afsted mod den nærmeste stolpe. Bolden går under armen på Hjørrings målmand og havner i nettet. Til stor forløsning for et hårdt kæmpende Odense hold.
Minutterne efter målet er meget hektiske og 2. minutter efter scoringen tager Odense en timeout for at få styr på nerverne og for at prøve at få ro på kampen. Med 3 minutter tilbage af kampen, er det Hjørring der tager timeout. Da spillet efterfølgende sættes i gang og Hjørring får kontrol over bolden trækker Hjørring deres målmand ud og spiller resten af kampen med en ekstra mand. Odense presses hårdt de sidste minutter, men formår at lukke af og har også to muligheder for at lukke kampen med skud fra egen banehalvdel mod det tomme mål, som desværre ikke går ind. Kampen slutter 1-0 og Odenses damer afventer nu hvem den kommende modstander i pokalturneringen bliver.
Kampens spiller blev Susanne, da hun med stort løbearbejde fik presset Hjørring meget ned og skabte stor forvirring i deres opspil. Odense kan se tilbage på en kamp med plads til forbedringer i defensiven samt opspillet, men hvor målsætningen om mange skud på mål blev indfriet.

Nyhedsbillede